Stiftelse af foreningen

Foreningen blev stiftet d. 14 april 1972 med Jens Westerlund som den 1. formand. Man gik straks i gang med at indsamle ting til et museum, samt papirer og bøger til et lokalarkiv.

En anden aktivitet var arkæologien, hvor foreningen gennem de næste årtier deltog i bl.a. klosterudgravningen, ledet af Nationalmuseet.

I 1984 overdrog Slangerup Kommune ansvaret for det gamle sogne- og kommunearkiv (1822 – 1969) til foreningen

10. april 1972

Stiftende generalforsamling

Lokalhistorisk Forening for Slangerupegnen er oprettet på initiativ af gårdejer Ejner Pedersen fra Kvinderup.
En stiftende generalforsamling blev afholdt den 10. april 1972
Afskrift af referatet fra det konstituerende bestyrelsesmøde den 14. april 1972:

Mødet afholdes hos Kaarup Nielsen. På den stiftende generalforsamling den 10. april 1972 blev følgende bestyrelsesmedlemmer valgt: Jens Vesterlund, Jytte Bækfort, Chr. Larsen, Harald Vester, A.Kaarup Nielsen, Thomas Bertholin, F.Gynther Christensen.

Det første punkt på mødet var konstituering, og det gik meget hurtigt. Formand Jens Vesterlund, næstformand F.Gynther Christensen, kasserer Chr. Larsen, sekretær J.Bækfort og registrator A.Kaarup Nielsen.

Det blev vedtaget at oprette en girokonto til opkrævning af medlemskontingent. Der kom flere forslag til det første arrangement, som foreningen skulle afholde, men alle var enige om, at det første arrangement skulle foregå indenfor kommunens grænser. Til sidst enedes man om et arrangement i Lystrup skov den 28. maj 1972. Harald Vester og Gynther Christensen skulle undersøge mulighederne for arrangementet.

Det var meningen, at deltagerne skulle opdeles i flere grupper med forskellige foredragsholdere. Det hele skulle ende på en åben plads i skoven med ristede pølser og øl/vand.

Der er mange ting ved oprettelse af en forening, og vi fik alle et par ting at ordne.
 

Næste møde afholdes den 4. maj 1972.