Slangefontænen

Jeg har kendt den gamle fontæne i mange år. Hver gang jeg kom forbi den syntes jeg, at det var synd, at den var ved at forvitre. Selve ideen og den oprindelige udformning var god, men den tekniske side var noget forsømt, og man burde gøre noget ved det.

Både overrasket og glad blev jeg, da jeg fik en forespørgsel fra borgmesteren, om jeg kunne og var interesseret i at istandsætte den - der var jo selvfølgelig også prisen. Den forvitrede cement og den nedbrudte kobberslange kunne faktisk ikke reddes.

Jeg foreslog, at hvis der var råd til det, skulle man lave en ny i varigt materiale, som heller ikke krævede vedligeholdelse og reparation i fremtiden. Granit ville være bedst egnet. Men så skulle formen være lidt anderledes, mere stram, mere enkel og mere robust. Jeg er heller ikke glad for at lave bassiner til vand. De bliver altid fyldt med blade og pølsepapir. Desuden er det meget farligt for små børn, hvis de falder med ansigtet nedad.
Mit forslag var at opstille to robuste, groft huggede firkantede søjler, den ene 3 m høj, den anden 2,2 m høj. I den største ville jeg hugge en kraftig slange og i den mindre hugge 3 relieffer.

Den gamle idé: Slangerup-Kvinderup-Manderup virkede inspirerende. Reliefferne er inspireret af helleristninger: Slange, skjoldmø, kriger.

I stedet for et vandbassin, ville jeg lave en ellipseformet, let skrånende fordybning, som fører vandet mod en granitrist. Vandet samles igen i et reservoir og pumpes op igen. Igennem hver søjle er der boret et hul, vandet pumpes op til toppen og siler stille og roligt ned ad stenene og fremhæver stenens røde og sorte årer samt alle de krystaller, som glimter.

Idéen blev godkendt. Jeg gik på jagt efter sten og valgte en granit fra Halmstad i Sverige. Jeg fik transporteret de rå sten til København, nærmere bestemt til Poul Hansens stenhuggeri i Sydhavnen - samme sted jeg har hugget Erik Ejegod.

Så i gang med skære, hugge, bore - og lægge forbindinger på fingrene. Jeg arbejder der, fordi jeg kan få kranhjælp til at løfte de henholdsvis 3 og 5 tons tunge sten. Ellers laver jeg det hele selv.

I mellemtiden begyndte man fra Teknisk Forvaltnings side at nedbryde den gamle beton. Jeg havde virkeligt ondt af dem, som gjorde det. Man kan godt sige, at det var "armeret beton" !. Udover et cykelstel, var der flere jerndragere, som kunne have båret en skyskraber. Men det gik, og nu står den nye vandkunst - inspireret af den gamle - på sin plads.

Tak for opgaven, tak fordi jeg har fået lov til at "lege med vand", og tak for et godt, venligt og gnidningsløst samarbejde.

 

Josef Salamon